Team Koyuk

The Zero Story

Zero-linierne har ofte været genstand for debat, og da dissie linier ligger hos de fleste af vores hunde, har vi valgt at oversætte Dr. Detlev Oyens artikel "Die Zero Story".

Af Dr. Detlef Oyen, Kennel Shaktoolik, Tyskland.
Oversat af Natasha Epstein

"Die Zero Story" har været bragt i SHC-Aktuell, som er medlemsblad for den tyske Siberian Husky klub (SHC).

Af de forskellige avlslinier, der har haft indflydelse på Siberian Husky’en, er der ingen, der kan polarisere opdrætterne som Zero-linien.

Som ingen anden har Zero-løbshundenes „fader", Harris Dunlap, forstået, gennem systematisk og videnskabeligt arbejde, at opnå fremragende succes i avlen og i slædehundesport. Men Harris Dunlap har også som ingen anden markedsført sine succes’er og sit produkt, slædehunden.

I en tid, hvor vi europæere lige var ved at opdage, at der ved siden af de fire anerkendte slældehunderacer også var andre hunde, der var egnet for vores sport, var Dunlap i Nordamerika den absolutte top-musher. Hvad lå for europæere nærmere, end at købe hunde af Harris Dunlap? Med hundene kom meget know-how – og med hundene kom også Harris Dunlap personligt til Europa, for at holde foredrag og for at hjælpe os lidt på sporet.

Harris Dunlap

På det tidspunkt havde Dunlap selv kun få Siberians tilbage i sit North American Championship Team. Han kom til Europa for at gøre os begejstrede for slædehundesporten. Dunlap kørte selv i sin kennel (med mere end 100 hunde) tresporet. Han fremavlede polar-type Alaskans (Alaskans med nordiske typer), hound-type Alaskans (med jagthundeblod) og endda stadig renracede Siberian Huskies.

Dunlaps budskab var klart: det drejede sig om sporten! Hvilken type hund, der førte til sejr var ikke vigtigt for ham. Og det er nøglen til problemet. Dunlap stødte på mellemeuropæere, for hvem spørgsmålet om racerenhed var det centrale spørgsmål, ikke hundenes kvalitet.

Dunlap kørte med polar-type Alaskans og Siberian Huskies, som man ikke kunne skelne fra hinanden. Han beviste for tilhørerne til sine foredrag, at også absolutte fagpersoner ikke kunne skelne disse hunde fra hinanden. Budskabet lød: hvorfor holder I europæere stædigt fast i renracede hunde, når I jo alligevel ikke kan skelne dem fra Alaskans?

Men budskabet blev jo ikke forstået sådan. Den forbløffende lighed mellem Zero-Siberians og Zero-Alaskans blev set som endnu et bevis for "kønslig omgang" mellem Siberians og blandingshunde. Dunlap-Siberians havde lige så meget tilfælles med det dengang meget almindelige sofa-hunde-billede (som vi europæere havde af en slædehund) som fuldblodsaraberen på galopbanen med bryggerhesten. Disse hundes formåen og vilje til præstationer var ligeledes ikke sammenlignelige med den type hund, som vi her i Europa opfattede som den klassiske slædehund.

I øvrigt prægede begrebet „Alaskan Huskies"også Dunlap. For den nordamerikanske musher var hundene Indian Village Dogs, Huslia Huskies, Aurora-Huskies etc. Men mellemeuropæere var vant til at tænke i kategorier som Siberian Husky, Alaskan Malamute osv. Altså behøvede den blandingshund, der i Alaska var så sikker foran slæden, et navn – nemlig Alaskan Husky. Nu havde nordamerikanerne noget at sælge, som man kunne danne sig en forestilling om. For Harris Dunlap var sådanne grundprincipper for marketing ligeså vigtige som avlsarbejde og løb. Gennem sin kompromisløse indsats for sporten og sin markedsføring uafhængigt af hundetype bragte han sig selv i miskredit.

Sådan startede det

I begyndelsen af 60’erne startede Harris Dunlap med et spand renracede Siberians med AKC-papirer (AKC = American Kennel Club).

„Det var hunde, der kom fra Harry Wheeler, Bill Shearer og Donny McFaul. På dette punkt var jeg begyndt som mange andre. Jeg havde en hanhund og en tæve og lavede et kuld. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg egentlig ville, ud over hunde, som man kunne spænde sammen".

I 1967 havde Dunlap bemærket, hvor langsomme hans Siberians var, og han opdagede Alaska med sine hurtige hunde.

I 1990 skrev Dunlap: „Vi har i øjeblikket 159 hunde, deraf er kun 27 hunde Siberians med AKC-papirer. Som alle hunde, der står her, må disse Siberians opnå de samme kvaliteter, som for os udmærker en topslædehund. Jeg er interesseret i Siberian Huskies som indavlet linie/race, da Siberian Huskien er for min avl, hvad araberhesten er for de fleste nuværende arbejdshesteracer. Præstationsstærke Siberians er sjældne, og kun få er testet til grænsen. I virkeligheden er jeg vel nu den eneste, der kører med enkelte renracede Siberians i et åbent spand i topklasse.

Af disse få er hunde, hvis navne stadig nu – desværre alt for sjældent – dukker op i stamtavler: Zero’s Milky Way II, Zero’s Vegas, Zero’s Rory, Zero’s Brew (H. Dunlap), Zero’s Mixer (D. Oyen). Disse hunde har bevisligt løbet i Dunlaps North American Team.

billede 2

Vejen dertil tog 25 år.

De hunde, som Dunlap købte af McFaul, Shearer og Wheeler, var rene eller stort set rene Seppalahunde. Basishundene hed Kepa of Oomik, Oomik’s Svea (baggrunden er Shady Lane Kennelen), Decca of Brookville, Valhalla’s Freya, Sandanona’s Lanche, Tonia of Taigu, Snowmass Copper Kaylee. Baggrunden for disse hunde kan man delvis læse om i Doug Willets bog om Seppalahundene.

Vejen fra oprindelsen til 90’ernes Zero-hund lader sig kortlægge ved hjælp af stamtavler og billeder, men også gennem mange andre studier af emnet slædehundesport. Dunlap arbejdede allerede tidligt med et index for udvælgelse af avlspartnere, der endte med at indeholde ca. 40 kriterier til bedømmelse af en hund. Dunlap er sammen med Kronfeld grundlæggeren af den moderne slædehundeernæring. Og Dunlap var og er en computerfreak. Hos ham er der ingen information, der går tabt. Alt bliver opmagasineret og lagt ind i computeren, så det kan fremkaldes med et enkelt tryk på en knap.

„The Zero-story" er ikke en ren Siberian Husky-story, tvært imod. Ikke desto mindre forsøger jeg at begrænse det følgende til denne del af Harris Dunlaps avl.

Første generation

Min inddeling af generationerne er helt vilkårlig. De to vigtigste hunde, Dunlap brugte til opstarten af sin avl, var Zero’s Three Spots og Zero’s Rena. Hannen er næsten ren Seppala, tæven er en 100% indavlet Seppala-tæve. Disse to er forældre til den berømte Zero’s Bumper. Bumper er i mine øjne stamfaderen til Zero-Siberian’erne. Han var en slank, højbenet, snehvid han med den markante hovedform, som man stadig kan kende Zero-hundene. Jeg så Bumper i Norge i 1986, da han var 16 år, og denne hund havde også i sin alderdom meget mere klasse end nogen af de hunde, der dengang blev fremavlet i Tyskland. Også Harris Dunlap må have skattet denne hund. Ellers kan man vel næppe forklare, at der er avlet ekstremt meget på Zero’s Bumper.

billede 3

Påfaldende er de hyppige og ofte ekstremt tætte linieparringer, der går tilbage til Bumper. Her demonstrerer Dunlap et af sine avlsprincipper: Der blev lavet linieavl på tophunde i en mængde, som det ikke er tænkeligt hos os og vel heller ikke kan lade sig gøre indenfor rammerne af vores avlsordning. Zero’s Exton og Zero’s Escape er helsøstre til Bumper og dukker også hele tiden op i fremtidige generationer.

Det andet avlsprincip var i de første år „tilbagekrydsningen" af anden og tredje generation (fra stamhundene). Især Bumper blev benyttet til dette, men også Bumper-afkom blev brugt hertil. Fra en af disse forbindelser stammer den for Siberian-avl i Sverige meget vigtige Zero’s Dargo. En vigtig avlshan, der stammer fra denne basis, er Zero’s Gleamour, der i Norge står hos Christian Rose-Andersen.

De næste to generationer bragte hunde som Zero’s Rostov og Zero’s Gloss-Over og frem for alt Zero’s Cider og Zero’s Milky-Way.

Chancen for Europa: Dunlap går over til Alaskan’s

billede 4

På Ciders, Milky Ways og Milky Way II’s tid spiller Harris Dunlap’s Siberians avlsmæssigt stadig en vigtig rolle. "Først og fremmest bliver Siberian’erne brugt som en del af vores hovedavlslinie. Løbs-hound-husky’en blev parret med vores vigtigste - og ældste - gruppe avlshunde, løbs-siberian-husky’en, for at fremavle den større basistype løbs-polar-husky’en. Denne sidste type er i dag den største del af vores kennel" (Dunlap 1990).

Men i åben klasse teams løber polar-husky’en. Nu er tiden inde for salg af spidshunde til Europa. Bumper går til Ole Björkheim (N), Cider og Milky Way til Ingvar de Forest (S) og Dargo til Sverige.

Fra nu af forløber the Zero Story tosporet.

Harris Dunlap selv koncentrerer sig om avlen fra Milky Way II, Rory og Brew. Disse hunde dukker alle sammen op i Dunlaps North American Team, sidst Zero’s Mixer (født 1988).

I Skandinavien avler Ole Björkheim uden særligt held med Bumper. Ingvar de Forest parrer Cider med Milky Way og får seks hvalpe, hvoraf han sælger fire til Norge. Disse fire er Svea (Einar Kristen Aas), Zero (Geir Martinsen), Harris (Magnar Aasheim) og Freya (Kjetil Hillestad). Den norske siberian-avl bliver revolutioneret gennem disse fire hunde. Videre er Zero’s Spaceman og Zero’s Gleamour i Norge. Alle disse hunde er hos opdrættere, som er gode til at bruge hundene til noget.

I Sverige er indflydelsen fra Dunlap-hundene ikke så stor. De Forest har flere gange forsøgt at lave et superkuld igen, ligesom det, han kun beholdt to hunde fra selv, men desværre uden held. Han er heller ikke trådt i rampelyset som god opdrætter, så man må formode, at dette kuld nok kun var et ubevidst lykketræf. Den eneste indflydelsesrige hanhund i Sverige var Zero’s Dargo. Også her var der en enkelt interessant parring, nemlig med Arctic trail Amber.

Nordmændene gjorde nådesløst efter, hvad Harris Dunlap var startet med: at indavle Zero-siberians i en mængde, man næsten ikke kan forestille sig.

I slutningen af 80’erne blev Harris og Ginger Dunlap indbudt til at være dommere på en udstilling i Skandinavien. "Jeg kan sige, at mange af disse hunde ligner vores gamle hovedavlslinie. De fotos, som vi siden da har set, viser indflydelsen fra disse basishunde" (Dunlap 1990).

I 1992 havde Dunlap efter 30 år opgivet slædehundesporten. Jeg havde på den tid en større gruppe Zero-hunde af egen avl, hvis forældre og bedsteforældre kom fra Norge. Fra Dunlaps egen bestand købte jeg dengang endnu fem hunde. Ligheden mellem efterkommerne af mine "norske" Zero-hunde og mine "amerikanske" er slående. Det store kup var købet af Zero’s Mixer, som i 1990 havde løbet foran et Alaskan team i NAC som leaddog. Mixer og hendes efterkommere giver en forestilling om den kvalitet, som de senere Dunlap-Siberians havde.

billede 5

Denne artikel kan godt efterlade det indtryk, at Dunlap kun kendte linieavl og "tilbagekrydsning" som avls-midler. Dette er IKKE korrekt. Det rigtige er, at Dunlap konsekvent gennem linieavl fastholdt den type hund, han gerne ville have.

Det er korrekt og stemmer overens med grundreglerne for al avl. Dunlap har dog også altid forsøgt at bringe nyt ind i sin linie.

Således har han i 1989 blandt andet brugt Don McEwens lederhund Nekanesu’s Jet – en Seppalahund – til et kuld. Efterkommerne betroede han mig, netop pga. deres store plads i mit hjerte, og med rette, som erfaringen fra de sidste år har vist.

I dag er der på den mellemeuropæiske sprintscene næsten ingen succesrige spand, hvor der ikke løber hunde med Zero-baggrund. Rygtet holder sig dog alligevel hårdnakket, at Zero-Siberians ikke er egnet til at løbe distanceløb. Bortset fra den flerårige succes af et SHC-medlem har nordmanden Stein Havard Fjestad vist, at han med et rent Zero Team flere gange har vundet Finnmarksløbet. Ved I ikke, hvad det er? Finnmarksløbet er det længste distanceløb i Europa, mellem 700 og 1000 km langt alt efter vejrforholdene.

Yderligere oplysninger om blodlinier mv. kan findes på:

http://www.frankoniapower.de
http://huskyclub.de
http://www.seppalasleddogs.com