Team Koyuk

Til foredrag med Robert Sørlie, vinder af verdens længste slædehundeløb 2003

I 2004 tog en lille flok danske løbsentusiaster til Norge, for at høre foredrog med Robert Sørlie, vinder af Iditarod 2003.

Af Jørgen Grüner

Lørdag morgen mødtes en lille skare entutiastiske løbsfanatikere i Hvalsøskovene for umiddelbart efter den obligatoriske træning, at drage til Halmstad i Sverige, hvor den lokale slædehundeklub havde inviteret Robert Sørlie til at komme og fortælle om Iditarod 2003.

Da vi selvfølgelig ikke helt kendte vejen fuldstændigt, var vi i god tid, og kom derfor lidt for tidligt frem til beboerhuset, hvor foredraget skulle finde sted. Her mødte vi en lille gruppe helt almindelige mennesker, som baksede med at få teknikken til at fungere. Den ene af dem var Robert, himself.

Selv om undertegnede er nået over den alder, hvor man har billeder af sine idoler hængende på væggene, kan jeg ikke sige mig fri for at være noget benovet. Her stod den nordmand, som til manges overraskelse havde sat hele den nordamerikanske løbselite på plads, og som første europæer, vundet Iditarod. Og ude på parkeringspladsen, ved siden af min lille blå Hundai holdt præmien, En kæmpestor Dodge Ram T-2500.

billede 1

De tekniske problemer tog nogen tid at få løst. Arrangørerne havde opstillet et gammeldags lysbilledapperat, mens Sørlie selvfølgelig var mødt op med computer. Til gengæld var man hurtige til at fremskaffe en projekter, der kunne anvendes.

Og hvem er så Robert Sørlie? Han er brandmand, har kørt med hunde siden han var barn, startede med Siberians, men kører nu med Alaskan Husky, der, fortalte han, mest består af Grønlandshund, fuglehunde og Siberians. Han er med andre ord fuldstændig ligeså almindelig som alle os andre – dog kunne jeg ikke undgå at bemærke, at han var fantastisk afslappet og tog de tekniske problemer med en knusende ro. Kombineret med hvad jeg har hørt om ham til de store løb er denne ro nok karakteristisk for ham. Et vigtigt træk.

Træningsmetoder

Sørlie startede med at gennemgå, hvordan han havde forberedt sig til løbet. Vi så videoklip af hans sommertræning, der foregår på jord, med 20 Alaskan Huskies foran et gammelt Folkevognschassis. Et flot syn, og altså ikke væsentlig meget anderledes end os andre i skoven. Sørlie bor i Sydnorge nærmere bestemt i Hurdal, der kun ligger få km. fra Oslo. Til gengæld bor han oppe i fjeldet og har selvfølgelig sne en stor del af året. Han kan køre ud direkte fra hjemmet hvilket gør træningen betydelig lettere.

Sørlie træner jo til langdistanceløb og træner derfor på en noget anderledes måde, end vi gør herhjemme. Han kører frem for alt langt, frygteligt langt. I november, december og januar kører han ca. 1200 km om måneden. Det betyder at han ofte kører flere ture om dagen med hundene, ligesom han ofte tager bort fra de normale træningsruter og ligger ude sammen med hundene i længere træningspas. Til gengæld har han lagt træningen en anelse om i forhold til tidligere og prioriterer i dag restitutionsperioderne højere. Det betyder, at hvor han tidligere kørte ca. 20 dage om måneden er han nu kun ca. 16 dage om at køre den samme distance.

Et team

billede 2

At forberede sig til de store løb i Alaska kræver utroligt meget. Sørlie har deltaget en gang før for at se løbet an. Det gjorde han sammen med Kjetil Bakke, som kører Iditarod i år. De to plus et par stykker flere har dannet et team, hvor de i fællesskab forbereder sig til Iditarod. For skal man virkelig op og spise kirsebær med de helt store mushere, må man nødvendigvis have mange hunde og mange ressourcer til rådighed i træningen. Eksempelvis har han regnet det ud til at koste omkring 400.000 kroner at forberede og deltage i Iditarod.

billede 3

Selve løbet er for omfattende at komme ind på her, men er til gengæld beskrevet i detaljer i bogen "Kapløb gennem Alaska, Robert Sørlie guldfærd mod Nome", der stærkt kan anbefales, og som kan købes via nettet på adressen: www.larsmonsen.no. Lars Monsen har skrevet bogen sammen med Nina Skramstad, og den er både rigt illustreret med fantastiske billeder fra løbet og velskrevet. Ud over at følge Robert Sørlie bliver man løbende introduceret for alle de andre kendte mushere, i takt med at man følger løbet etape for etape.

Efter foredraget, der fulgte løbets gang, var der lejlighed til at stille spørgsmål og få en snak om hunde. Sørlie svarede, så godt han kunne på de fleste spørgsmål, og det var interessant at se, hvordan han generelt tog alt fra vandingsproblemer til spørgsmål om sokker, stille og roligt. For ham er slædehundeløb ingen videnskab, og der er absolut ingen grund til at være nervøs over, hvordan man behandler hundene, bare man bruger sin sunde fornuft og læser hundene. Og det lærer man kun gennem mange mange timer sammen med dem ude på sporet.