Team Koyuk

En lærling på job hos kennel Petruschka

Tusinde indtryk og mange erfaringer rigere var resultatet af et tre ugers ophold hos nogle af Europas mest professionelle hundekørere.

Af Jørgen Grüner

Som nybagte hundekørere, med stort mod på at lære mere, og helst i en fart, besluttede vi i familien, at det var en enestående mulighed, der bare måtte gribes, da kennel Petruschka, alias Nina og Sven Plesner, via deres hjemmeside søgte efter interesserede kennelassistenter til vinterens træning. Vi kontaktede derefter Nina og Sven og gav udtryk for interessen, og heldigvis var de med på idéen. Sommerferien blev derfor rykket til december for mit vedkommende og mit arbejde var i øvrigt meget fleksibelt og forstående overfor den chance, der var opstået.

Undervejs blev projektet udbygget, idet Sven og Nina udstationerede et par af deres hunde hos os, så vores to hvalpe, også hentet fra dem, kunne blive lært op af et par erfarne hunde. Alle fire hunde og undertegnede tog derfor til Sverige den 30. november for at være kennelassistent, og i træningslejr i tre uger.

En professionel kennel

Kennel Petruschka hører til blandt Europas elite, når der konkurreres i sprinthundeklassen. Det kan man godt tillade sig at påstå, når man ser på de resultater, Sven og Nina har opnået de sidste par sæsoner. Ud over resultaterne konstaterer man lynhurtigt, både når man ser kennelen, og når man snakker med Sven og Nina, at hundesporten for dem er alvor. Hele projektet, hunde, træningsfaciliteter og frem for alt indstillingen til sporten er dybt professionel. Derfor er det også det bedste sted, hvis man er parat til og motiveret for at lære mest muligt om Siberians og om slædehundesporten.

Lad mig sige det med det samme, at drive en kennel med 24 toptrænede hunde er hårdt arbejde. En typisk træningsdag begynder ca. kl. 8.00 med vanding og rengøring af hundegårde. Derefter trænes alle hunde. Afhængig af vejrforhold mv. køres sporet igennem tre gange, så alle hunde får det antal km. i benene, som de er parat til. Typisk kørte vi i den periode jeg var på kennelen 16 km. i et pænt tempo, men med scootermåtten trampet godt ned i sneen. Det betyder, at selve træningen er overstået en 4 til 5 timer senere, hvorefter man går i gang med at forberede fodringen af hundene.

billede 1

En runde hos hundene – vanding eller fodring med tilhørende rengøring af hundegårde tager ca. 1½ time, hvis man også lige skal have en hyggelig sludder med alle hundene, hvor poter mv. tjekkes, og det prioriteres højt på kennelen. Samlet giver dette en arbejdsdag fra 8.00 til 15.30, fem dage om ugen. På træningsfri dage skal hundene selvfølgelig også vandes og have mad, og de luftes i et stort og set med danske øjne misundelsesværdigt fedt lufteområde, hvor de rigtigt kan strække ud. Normalt har Sven og Nina ikke assistent på kennelen, så jobbet er deres, sammen med diverse andre almindelige jobs, for der skal jo også hentes lidt kroner hjem til familien. Så går man og drømmer om at følge i Sven og Ninas fodspor, er der mange overvejelser, man må igennem, inden man bør tage springet. Det er hårdt arbejde – ikke at være assistent – men at drive en 24 hundes kennel, med store ambitioner.

Gudebilleder

Hvorfor gør man så det her? Det har de fleste af os Husky-ejere sikkert spurgt os selv om mange gange, enten når vi var lidt trætte og på vej i skoven for at træne hundene, eller når økonomien endnu engang var ved at ramle, fordi man havde prioriteret hundegårdselementer højere end, ja alt det andet man jo altid står og mangler. Men har man prøvet at køre på slæde med et ti-hundespand igennem en snedækket skov, hvor sporet fører en ned forbi en lille tilfrosset sø, så har man svaret….yderligere kommentarer er overflødige. Luk selv øjnene og hør lyden.

billede 2

Desuden så holder alle os hundeejere jo så uendeligt meget af vores hunde, og når man ser et spand arbejde optimalt, samt kan konstatere, at man efter dagens træning har velstimulerede hunde i alle hundegårde, så har man det godt med sig selv og sine hunde. Og endelig når dagen er ovre og man tager sin afsluttende runde hos hundene, der selvfølgelig viser deres hengivenhed overfor en, så får man endnu engang svaret på, hvorfor vi er solgt til slædehunde og til slædehundesporten.

Petruschka’s hunde

Sven og Nina har en meget harmonisk hundeflok på kennelen. De har igennem deres tid med hunde haft en del hunde igennem kennelen og står i dag med en flok, hvoraf 9 af hundene er af egen avl. De 7 af dem er fra samme kuld og sammen med en række importer fra Tyskland danner de kernen i det spand, der skal udtages til sæsonens store mål – åben klasse til VM i Italien. Når man har arbejdet med Petruschka’s hunde i et stykke tid imponeres man over, hvor mange lead-dogs kennelen råder over, og hvor høj standard de har. De sætter et dræbende tempo, og de reagerer prompte på kommandoer. Og prompte er virkelig prompte. Det er direkte ud til højre i høj sne, trækkende resten af spandet med sig hvis man bliver kommanderet til det. Og de gør det bare.

Desuden råder kennelen over nogle hanhunde, der har en enorm styrke og som bare arbejder og arbejder. Generelt kan man sige om alle deres hunde, at de er fokuseret ud over det sædvanlige, her er ingen problemer med at overhale eller gå forbi andre hundespand. Dertil kommer, at hundene er omgængelige og har et fantastisk charmerende sind.

Træningen i december

December måned er den måned, hvor grundtræningen gøres færdig. Det er ligeledes den måned hvor træningen på sne rigtigt kommer i gang og hvor der kommer rigtigt mange kilometer i hundene. Som udgangspunkt trænes tre dage i rap fulgt af en hviledag og derefter to til tre dages træning, dog afhængig af vejrsituationen. Hundene ligger dog aldrig stille mere end to dage. Sneforholdene kan være ustabile i december, hvilket vi også oplevede mens jeg var i Lundsjøen. Massivt snefald efterfulgt af et par dage med tøvejr og så frost igen gør, at man konstant er usikker på, hvordan træningsforholdene er, og vejrudsigterne på de forskellige TV-stationer granskes nøje hver aften. Sporet bliver under sådanne forhold til den rene is, hvilket på den ene side gør det det til et superhurtigt spor, men samtidig et urimeligt hårdt spor for hundenes poter. Desuden er ankerfæstet ikke til at stole på, når der ikke er tilstrækkeligt med sne, hvorfor det er nødvendigt med to på slæden, når man træner 10-12 hundespand. Er man to på slæden, kan den ene holde slæden, mens den anden retter hunde og skagler på plads, hvis der er behov for det.

billede 3

Et af de mest afgørende problemer med træning af store hundespand er sikkerheden. Alle hundekørere snakker om det, og alle frygter at miste et spand, hvis der pludselig opstår et problem ude på sporet. Som ny hundekører, er ens fokus rettet mest mod at holde slæden på sporet og på at sikre nogenlunde stramme skagler på hele spandet. I takt med at ens rutine bliver større, kan man bedre følge med i, hvordan den enkelte hund klarer opgaven. Er den koncentreret? Arbejder den konstant? Hvordan reagerer den ved overhalinger? Og kan den klare mosten hele vejen rundt i det nødvendige tempo? Alle disse spørgsmål og mange, mange flere holdes der øje med på kennelen.

Efter hver træningsdag føres dagbog, og hundenes præstationer og hunde, der i særlig grad har udmærket sig fremhæves. På den måde bevares overblikket over hundenes formudvikling, med henblik på udtagelse af de absolut bedste hunde, til VM i Italien og NM i Åserne, Sverige. De sidste dage forsøgte jeg på baggrund af mine observationer at sætte de forskellige spand, hvilket er utroligt svært. Men alene privilegiet i at kunne sætte en hund af sit spand er jo til at blive misundelig over.

Til konkurrence

En anden del af træningen er forberedelsen til selve konkurrencerne. En ting er træning hjemme i Lundsjøen, noget andet er konkurrencer, hvor man skal pakke 24 plus fire hunde ned inklusiv slæder, seler osv. Ankomme til stedet, finde plads til at parkere, time klargøring af spand osv. En meget vigtig del af træningen for såvel hunde som for os selv. For hundene er fuldt ud klar over, at nu skal der foregå noget særligt, og er vi stressede, kan man garantere, at hundene også bliver det. Som en del af træningen var vi derfor til et arrangement – ikke en rigtig konkurrence – men dog et løb, hvor mange af de lokale hundekørere deltog. Her var både Hounds, Alaskans og Siberians, blandt andet Karsten Grønås, med 18 flotte Siberians.

Arrangementet var en anelse kaotisk og bød således på god træning for hunde og mushere. Det er svært ikke at blive en smule stresset, når der holder biler alle vegne, mens løse hounds farter forvildede rundt med en ejer løbende råbende bagefter, og alle skilte i øvrigt er pillet ned, så flere af deltagerne kom ud på en noget anden rute end den man havde regnet med. Men det var en stor oplevelse at se, hvordan tingene foregår andre steder end i Hvalsøskoven, hvor jeg plejer at køre.

Selv missede jeg også alle skilte og var – tror jeg da – på vej ud på fjeldet, med næste stop i Kiruna, så jeg besluttede mig for at vende mit sekshundespand, for derved at tage den samme vej hjem. Og det at vende et spand er jo et af de tricks, man må lære. Så det blev det. Mit udgangspunkt for alle de mange ting, jeg har lært i løbet af de tre uger, har været, at tager man det stille og roligt, bevarer overblikket og bruger sin sunde fornuft, så kan det ikke gå helt galt. Og det gjorde det da heller ikke. Hundene fik en god lang tur på vel omkring 25 km, og alle var glade da jeg gled i mål (i startområdet), til stor overraskelse for en houndskører, der lige skulle have en ekstra tur, inden det blev helt mørkt.

Øst vest hjemme bedst

Meget klogere omkring hunde, slædekørsel og ikke mindst varmt tøj og støvler drog jeg hjem til Danmark. Jeg må indrømme, at jeg savnede min familie meget den sidste uge. Og det er jo også sundt. Så selvom det selvfølgelig er et antiklimaks at komme hjem til mudder og regn i Danmark, er det nu også mægtig hyggeligt at komme hjem og træne sammen med de andre entusiaster ude i Hvalsø.